Latency

Latency = forsinkelse. Når dit audioprogram gennem lydkortet gemmer på harddisken, så sker det i klumper - også kaldet buffer. Hvis man vælger en stor buffer, så bliver der en stor forsinkelse i signalet, da lydkortet ikke kan gemme på harddisken, før bufferen er fyldt op. En lille buffer fyldes hurtigere op og kan derfor gemmes hurtigere.

Lad os antage at bufferen er sat til 5512 samplinger i sekundet. Vi kører med 44.1 kHz., hvilket betyder at maskinen arbejder med 44100 samplinger i sekundet. Vi skal så finde ud af hvor lang tid det tager at fylde en buffer på 5512 op. Regnestykket ser sådan ud: 5512/44100 = 0,125sek = 125 ms. For de tungnemme: Hvor lang tid tager det at bælle 5 bajere, hvis du kan bælle 10 i timen? Jo, regnestykket ser sådan ud: 5/10 = 0,5 (altså 1/2 time).
For at få en latency på 4ms skal du bruge en buffer på 176 samplinger (0,004x44100 eller 4x44,1).
Med 96kHz er det muligt at have endnu lavere latency, da du jo "bæller øllerne" dobbelt så hurtigt. En buffer på 192 samplinger giver her 2ms (192/96000 = 0,002 sek. = 2ms).
Bare lige for at sætte disse tal i relief: Lyden bevæger sig 340m/s eller 34cm/ms. Så hvis du står 3 meter fra dine højttalere, så har du allerede hér en latency på 300/34ms = 8,8ms. Hvilket naturligvis ikke gør det mindre vigtigt at skære af latency'en alle steder, hvor det er muligt. Men hvem har nogensinde hørt en musiker beklage sig over forsinkelsen fra sine monitorer?

Med moderne lydkort kan du ofte komme ned på 3-5ms eller lavere mens dårlige lydkort, som fx. de onboard lydkort, som næsten alle PC'er leveres med i dag, kan have generende stor latency. Men det kan man råde bod på - læs mere sidst i artiklen.

ASIO latency
ASIO er en standard for audio device drivere lavet af Steinberg. ASIO forsøger så vidt muligt at gå uden om Windows eller Mac styresystemet og lave en mere effektiv kommunikation mellem audio interface og software. Afhængig af lydkort og KHz kan man snildt komme ned på en latency på mellem 2 og 10 ms, hvilket er acceptabelt.

Input latency
....opstår, når lydkortet ikke kan processere input'et "i tide". Det optagne signal kan ligge nogle samplinger senere end det indgående signal. Optager man flere spor i lag-på-lag teknik, så vil hvert nyt spor være et antal samplinger forsinket i forhold til det forrige. Og arbejder man med mange spor, så skrider hele projektet.

Windows latency
Windows MME-drivere er ikke særligt gode, men der er rygter om at kommende opdateringer af chip set og af især DirectX vil rette kraftigt op på dette. Latency i Windows MME kan sagtens være på op mod 100 ms.

DirectX latency
DirectX er vel nok Microsofts forsøg på at lave noget "ASIO-lignende", men det er altså ikke særligt godt endnu, men der arbejdes hele tiden på at forbedre det. Ok, det er jo også bare Microsoft, vi her taler om.
Nogle unge knøse har lavet deres egne Asio-agtige-drivere til lydkort, som ellers kun bruger MME eller DirectX, og de du'r og de er selvfølgelig gratis. (Se længere nede på siden).
Hvis dit lydkort ikke har Asio-drivere, men kun en slags emuleret ASIO MME eller ASIO DirextX, så bør du i det mindste vælge DirectX-modellen. Men rigtig ASIO 2 fra Steinberg er "the real thing" - eller de nævnte alternativer, som beskrives sidst på siden.

Direkte monitering klarer ærterne
Hvis dit lydkort har en direkte monitor udgang, så kan det langt hen ad vejen klarer problemet med forsinkelse. Lydkortet kan sende input'et direkte til en udgang - fx. høretelefon, så signalet ikke først skal ind omkring computeren og softwaren. Det er især vigtigt med programmer, der endnu ikke kan arbejde med Asio-drivere.

Asio-driver hastighed med gemene onboard lydkort

Et af de spørgsmål man ser igen og igen på Nettet er: Midilydene er forsinket ved indspilning fra mit midi-keyboard, hvordan slipper jeg af med forsinkelsen?

Som regel har spørgeren en computer, der er købt inden for de seneste to år, og de har næsten alle et billigt onboard lydkort (onboard = loddet fast til selve bundkortet i computeren). I "gamle dage" blev computere leveret med et "rigtigt" SoundBlaster lydkort på PCI-bussen, og de har altid en synth chip fra fx. E-MU på kortet og har derfor ingen forsinkelse. Onboard lydkortene kan godt være "SoundBlaster kompatible", som sælgeren i PC-forretningen fortæller dig, men det er en software synth, der står for frembringelsen af lydene, og det giver forsinkelse.
En helt anden ting er at disse lydkort heller ikke har asio-drivere, som ellers kan speede tingene godt op. Men det er der flere private udviklere, der har gjort noget ved, og det betyder, at du fx. kan bruge et VST-instrument i Cubase uden at der kommer nævneværdig forsinkelse - og så er disse alternative ASIO-drivere gratis og frem for alt lette at installere - og de funker!

Jeg har testet to forskellige: Asio4All (til både Windows XP og Vista) og Asio2KS (Windows XP). Klik på de to links og hent dem.
Jeg har set meldinger om at Asio4All fungerer fremragende, men jeg havde problemer med at rendere fra MIDI til WAV i Band-in-a-Box sammen med Rolands Virtuelle SoundCanvas.
Asio2KS fungerede derimod uden at påvirke de to nævnte programmer, så nu kan jeg spille med virtuelle instrumenter i Cubase SX og Band-in-a-Box m.fl. uden forsinkelse. Mit onboard lydkort er et ADI AD 1985 SoundMAX på et Asus P4C800-E Deluxe bundkort.
For at udnytte hastigheden i en softsynth, skal man bruge DXi- eller VST-udgaverne af dem. Stand-alone synther, der melder sig som et standard midi-output fungerer ikke (det er fx. Edirol VSC3, som har ca. 420ms latency - i modsætning til Edirol VSC3 DXi, som virker)
Asio4All skal installeres, mens Asio2KS er en fil, der skal kopieres ind i c:\windows\system32\.
Det er forrygende let at installere begge og lige så let at fjerne dem igen, så kast dig ud i det, og se om én af dem fungerer med dit onboard lydkort. Du vil også få gode resultater med bl.a. Rolands UA-1A og SoundBlaster-kort, som ikke har egne Asio-drivere og derfor ellers har forsinkelse.

Når asio2ks.cpl er kopieret til c:\windows\system32\ kan du starte kontrolpanelet her til venstre.

Vælg dit Device, Output, Format osv. i de hvide ruder.

Træk i den øverste skyder, så du får en passende latency, fx. 8 ms.
Den nederste skyder kan du lade stå til 2.

Du kan ikke ændre på latency, hvis fx. Cubase er startet. Du skal lukke musikprogrammer, før du ændrer på latency. Først når du trykker <OK>, træder ændringen i kraft. Så kan du starte dit musikprogram igen og teste, om den valgte latency giver problemer.

Læs også vores artikel om lydkort og MIDI.

Tilbage til vores info & support sider.