I år 2013 kunne musikere og musikinteresserede fejre et lille halvrundt 30års jubilæum: MIDI blev introduceret i 1983! Det er der grund til at fejre, hvad enten vi, som nok langt de fleste, blot spiller af lyst og således har det som en – ganske vist lidt dyr – hobby, der kun ind i mellem kan kaste et regulært 'suppe, steg og is job' af sig, eller hvis vi kan tillade os den luksus at leve af musikken som den professionel levebrødsmusiker. Han må nødvendigvis tænke på brød på bordet, fradragsret og hele tiden sørge for at være helt på forkant med den teknologiske udvikling.
Det er nok de færreste, der endnu ikke har hørt om MIDI, som er den velkendte forkortelse for det noget mere knudrede 'Musical Instruments Digital Interface'; men hvor mange kan huske hvordan det egentlig alt sammen startede, det med MIDI?, dette sexede 'four-letter-word', som har været med til at revolutionere musikverdenen på gennemgribende vis. Siden nodeskriftens opfindelse er MIDI (sammen med sampling) efter min mening en af de største landvindinger, der er overgået musikproduktionen i historisk tid.
MIDI's historie er historien om et standardiseret interface (d.v.s. 'grænseflade', eller m.a.o. muligheden for at koble to instrumenter sammen) for kommunikation fra, mellem og til elektroniske musik-instrumenter.
I de gamle analoge spændingsstyrede monofoniske dinosaurers tid var de lineære 1V/oktav styrespændinger næsten enerådende Korg anvendte en logaritmisk Hz/volt styrespænding, men leverede selv en omformerboks, således at man rimeligt problemløst kunne anvende fx Moog og Korg sammen. Sådan et setup af moduler lignede noget i retning af en italiensk pastaret med et hav af ledninger, der næsten skjulte drejknapperne. Denne paradiske tilstand skulle imidlertid ikke vare ved.
Med de polyfoniske synthesizeres fremkomst vokser kompleksiteten; de enkelte fabrikaters produkter kunne muligvis 'snakke sammen', dersom de overhovedet var forsynet med et interface, men stikkene var typisk langt over 20-benede (Yamaha CS70M: 24 ben, Korg PS-3000 serien: 60 ben). Hvis man ville lave et såkaldt 'layer' med en pianolyd og en strygerlyd oven i hinanden, og man havde to synthesizere af hvert sit mærke, måtte man i live situationen enten bruge to mand, eller i studiet en musiker i mindst dobbelt så lang tid. Dette kunne ikke vare ved; der var et klart behov for en teknologisk løsning på denne omkostningsfulde problematik.
I 1982 mødes repræsentanter for amerikanske Oberheim, Sequential Circuits og japanske Roland for at diskutere problematikken. Senere samme år slutter japanske Yamaha, Korg og Kawai sig til kredsen af interesserede fabrikanter, og det er for dette forum, at Sequential Circuits foreslår deres prototype: Universal Synthesizer Interface (USI), der var et 1-kanals interface.
Endnu flere producenter begynder at vise projektet interesse, men da de hver især ønskede at give deres egen produktlinie de optimale forudsætninger for at kunne fungere med et eventuelt fremtidigt standardiseret interface, var der mange kanter, der skulle slibes til. Man gik efter de følgende møder resignerede fra hinanden, og kredsen af interesserede parter skrumpede ind.
Den idé der i begyndelsen så ganske lovende ud, ville det blot ende som det gør enhver opblæst ballon? Nej, heldigvis: Roland og Sequential Circuits præsenterede således ved NAMM messen i 1983 to synthesizere, der, skønt de var udviklet uafhængigt af hinanden, havde det til fælles, at de begge var udstyret med et standardiseret inteface. Ved demonstrationen af disse kunne man problemløst spille på begge instrumenter fra det ene instruments klaviatur; interfacet kaldtes som tidligere nævnt for Musical Instruments Digital Interface. Herefter forsvandt de andre store synthesizer-fabrikanters betænkeligheder, og man enedes om MIDI som fælles standard.
MIDI-standarden var hermed født!
Væsentligste kildemateriale: Das MIDI Praxisbuch.
Læs også disse nyere artikler fra Harmony Central: MIDI Basics og A brief history of MIDI