Bastonen med stort eller lille bogstav?
En instruktiv fortælling af Arne Dich.
Jeg mener at huske, at det var Musikhøjskolens Forlag i Egtved, der var de blandt første, der udgav egentlige sangbøger med becifringer på dansk. Den første udgave af 555 sange indeholdt becifringer til bl.a. den danske sangskat. Den etablerede "Højklassiske" musikverden reagerede med forargelse. Det var nærmest blasfemisk at reducere de danske komponisters raffinerede akkompagnementer til bare nogle få becifringer. Der var også ophavsretslige problemer. Så hurtigt efter udkom 2. udgave i 1972, hvor mange melodier nu var uden becifringer.
Jeg mener, at samme forlag havde en udgivelse, hvor Streets of London var becifret noget i denne retning // C / H6 / Am / G6 / ...... Denne notation gik ud fra barokkens generalbas-princip. Den underlige H6 (prøv lige at spille akkordrækkken og syng til) skal forstås således: Tonearten er C-dur, altså uden fortegn. Bastonen H betyder at man bygger en treklang bestående af 2 tertser ovenpå hinanden op på de hvide tangenter. 6-tallet angiver så, at der skal ligge en sekst ovenover i stedet for (talt op på toneartens skala - her de hvide tangenter). Så får vi akkorden G/H i stedet.
Wilhelm Hansens fine 3 Sangbøger (1. bind 1988?) fik fat på det væsentlige i becifrings-praksis og noterede akkorden, som den skulle være – og bastonen. Men de brugte små bogstaver til bastonen (G/h). Derimod brugte Højskolesangbogen fra samme periode stor bastone.
Siden 1973 har jeg undervist musikpædagoger i arrangement og becifrings-spil og frarådet bastonen skrevet med lille. Håndskrift varierer meget fra person til person, og hurtigt noterede (sjuskede) becifringer med små bastoner skabte ofte forvirring. Så jeg frarådede igen og igen brug af små bastoner.
Jeg tror at G/h er et overvejende dansk fænomen. Hvis nodeprogrammerne
skulle indføre muligheden for små basser, så er de dog trykt og ens, men de
er stadig små at læse.
Så er der den sorte tangent, der på engelsk hedder Bb, men også kan hedde Bes eller på tysk og dansk B. Det var dejligt, da Logic og senere Sibelius indførte "scandinavian" Bb for sort tangent og H for hvid. ("german" viser B og H, og international: Bb og B) Brugen i Danmark af Bb og H forhindrer, at noget kan misforstås.
Jeg spillede engang i 60-erne med et italiensk danseorkester efter becifringer som Sol, Si bemoll, Fa# etc. Fra bladet. Nøj, hvor jeg Do-RE-Mi-ede den første aften.
Engang 1970'erne lavede jeg en undersøgelse af brug af becifringer og fandt f.eks. 19 forskellige måder at notere en Cmaj7 på. Den mest interessante var nok "Cmajor7th-large". I gamle evergreen-hefter betyder Dm6 som regel Dm/H eller mere nutidigt Hm7b5. Og endnu værre så afspejlede mange af becifringerne kun det, højre hånd spiller. F.eks. angives becifringen Dm, men venstre spiller et dybt F med et Eb ovenover. Tilsammen giver det jo en F7 eller F13.
Nodeprogrammet Dorico giver mulighed for en masse forskellige
becifringssystemer fra forskellige musik-genrer. Og mulighed for at
designe egne løsninger. Måske laver de senere en mulighed for små bastoner. Jeg synes, det
er en overflødig vane. Men jeg er også en sur gammel musiker. Og omvendt så
må man følge praksis i de kredse, man skriver becifringer for.
Arne Dich – www.dichmusik.dk – som altid er et besøg værd (red.)
Finale kan skrive bastonen med stort eller lille bogstav.
PriMus 2 vil også kunne det (red.)
Sibelius og Dorico kan for nuværende ikke.